Online undervisning • Stendal - Trommeundervisning

Online undervisning

Vi er alle sammen påvirket af coronakrisen, siden den nåede til danmark. Men for mit vedkommende er der også kommet noget positivt ud af den!

Da Corona kom til Danmark var jeg i første omgang nervøs for, hvilken betydning det kunne få for Stendal - Trommeundervisning. Hvis virusset begyndte at sprede sig kunne det måske føre til restriktioner for erhverv som mit - erhverv der indebærer omgang med mange forskellige mennesker i løbet af en arbejdsdag. Heldigvis er der ikke fysisk kontakt i særlig høj grad, som f.eks. for frisører. Men hvis virusset kunne spredes gennem luften ved tæt omgang i længere tid kunne det stadig vise sig at være et problem.

Jeg begyndte derfor at tænke over hvilke forholdsregler man kunne tage sig ved trommeundervisning. Spritte stikker og høreværn af, vaske fingre, holde afstand, lufte ud mit lokale. Jeg kontaktede også den nye Corona-Hotline og spurgte dem hvad de ville råde mig til. De sagde det lød som om jeg havde gjort mig nogle gode tanker, og at jeg godt kunne fortsætte med at undervise med de forholdsregler, så det gjorde jeg. 

Da Mette Frederiksen lukkede landet fik jeg aflysninger fra mange af mine elever. På den ene side ville jeg super gerne fortsætte med at lave det jeg elsker - undervise mine elever og hjælpe dem med at udvikle sig. På den anden side virkede det ikke som en god idé på grund af risikoen for smitte. Men det føltes heller ikke rigtigt at alle mine elever skulle gå helt i stå i deres udvikling. Derfor begyndte jeg at undersøge mulighederne for Online undervisning.

Jeg fandt frem til at Skype var den bedste løsning, og prøvede det af med en af mine elever i den første uge af lockdown. Det fungerede super godt, og der var egentlig langt mindre forskel på online og normal undervisning end jeg havde forventet. Så jeg kontaktede alle mine andre elever, for at høre om de havde lyst til at fortsætte undervisningen, men over Skype. Stort set alle mine elever var glade for denne nye mulighed og takkede ja, og så blev der ellers testet forbindelser, mikrofonindstillinger og hvordan man får sat en computers lyd gennem modulet på et elektrisk trommesæt, og så videre! Til højre ses et par billeder fra min første rigtige arbejdsdag med Online undervisning. Min elev Nicklas smider nogle horn!

Nu har jeg efterhånden super god erfaring med at undervise online over Skype, og jeg har lært hvordan man udnytter det digitale format mest muligt. Derfor tilbyder jeg nu også mere generelt Online undervisning hos Stendal - Trommeundervisning. Dette åbner først og fremmest op for at mine elever kan fortsætte med at gå hos mig, i en situation som Corona-krisen. Derudover åbner det op for, at jeg kan undervise folk, der ikke bor i København, eller i Danmark for den sags skyld. Eller hvis en af mine elever er forhindret i at møde op i en periode kan undervisningen fortsætte næsten som den plejer.

Hvis man ønsker at starte op hos mig, men ikke har mulighed for at møde op til en prøvetime, så kan prøvetimen selvfølgelig også foregå online. Så hvis du føler jeg kan hjælpe dig, men du har været tilbageholden grundet geografisk placering, så kontakt mig endelig!

Når det er sagt savner jeg selvfølgelig at have mine elever ude i mit lokale. Jeg glæder mig meget til denne krise er veloverstået så jeg kan begynde at undervise som jeg plejer. Men det er altid dejligt når en dårlig situation presser en til at tænke i nye baner, og oven i købet åbner op for helt nye muligheder!

About the Author

Jeg er født i 1994 og har spillet på trommer siden 2002. Ved siden af min passion for især Rock og Metal, har jeg spillet i musicals, revyer, coverbands, partybands og improvisation, af ren interesse. I 2010 begyndte jeg ligeledes at spille guitar og interessere mig for musikteori. Jeg har med flere bands vundet konkurrencer og deltaget i Band-coaching forløb, hvilket har givet mig stærke kompetencer ikke kun indenfor musikalitet og musikalsk udtryk, men også inden for stage-performance, bandjura og intern kommunikation. Jeg har undervist privat i musik siden 2015.

Leave a Reply 0 comments

Leave a Reply: