Grundlæggende Nodelære • Stendal - Trommeundervisning

Grundlæggende Nodelære

I denne artikel vil du få et grundlæggende indblik i generel nodelære, især nodeværdier og pauser. Disse regler er generelle for alle noder, også trommenoder. De er vigtige for forståelsen af, hvornår man skal spille, og, endnu vigtigere, hvornår man ikke skal. Jeg vil anbefale at du først læser mit indlæg "Introduktion til Trommenotation", inden du læser dette.

Noderne og deres værdier

Der findes mange forskellige noder og nodeværdier. Den længste node, kaldes en Helnode, og fylder en hel takt, eller det samme som 4 fjerdedelsnoder (pulsslag), hvis taktarten er fire fjerdedele (4/4). En Halvnode har halvdelen af helnodens værdi, og fylder derfor kun en halv takt. Det er det samme som 2 fjerdedele (pulsslag), i en 4/4-takt. Dette betyder også, at to halvnoder efter hinanden har samme længde som en helnode, nemlig 2/4 + 2/4 = 4/4 (4 fjerdedele).

Efter halvnoden kommer Fjerdedelsnoden, som er halvt så lang som halvnoden, og derfor fylder 1 pulsslag, eller én fjerdedel af takten. Fjerdedelsnoden (også tit kaldet "en fjerdedel") kan også halveres, hvorved vi får en Ottendedelsnode (eller en "ottendedel"). Disse kan også hver halveres til en Sekstendedelsnode (eller "sekstendedel"). Disse kan hver deles op i to 32.-delsnoder, som også hver kan.. Ja, mon ikke du har fanget idéen? Dette kan man teoretisk set fortsætte med i det uendelige, men det vil vi ikke gøre her, ellers ville vi ikke komme videre!

En god måde at huske nodernes værdier er altså at tænke over, hvor stor en del af en 4/4-takt, de skal fylde, eller "optage". Hvis vi ønsker en rytme med 8 jævnt fordelte noder i en 4/4-takt, skal vi f.eks. bruge 8 ottendedelsnoder. Hvis vi vil have 2 jævnt fordelte noder, der fylder hele takten, skal vi bruge 2 halvnoder. Hvis vi vil have 2 noder, men som vi kun vil have skal fylde halvdelen af takten til sammen, skal vi bruge 2 fjerdedelsnoder efter hinanden. Der gælder nemlig at 2 fjerdedele = 2/4 = 1/2 (en halvnode, som fylder en halv takt)). Det virker måske forvirrende og besværligt, men det bliver nemmere efterhånden som du vænner dig til at læse noder. Desuden er det værd at bemærke, at noderne bliver dobbelt så hurtige, ved en halvering af værdien. F.eks. er ottendedele dobbelt så hurtige som fjerdedele, hvis tempoet ikke ændrer sig. F.eks. hvis tempoet er 60 BPM, vil fjerdedele blive spillet 1 gang i sekundet, mens ottendedele vil blive spillet 2 gange i sekundet.

Hver af de før nævnte nodeværdier har deres egen karakteristiske node, som du kan se på billederne herunder. Bemærk de lodrette streger, der går igennem nodesystemet visse steder. Disse kaldes taktstreger, og angiver slutningen på en takt, og starten på en ny. Lige ovenover taktstregerne står der tal, som angiver nummeret på den takt, som kommer efter taktstregen. Illustrationerne viser hvor mange af de forskellige noder der er plads til, i en 4/4-takt.

Helnoden er kun et nodehoved, som er tomt i midten. Halvnoden er ligesom helnoden, men med en nodehals (den lodrette linje der går ud fra nodehovedet), der både kan vende op eller ned. Fjerdedelsnoden er ligesom halvnoden, men nodehovedet er udfyldt.

Herefter tillægges noden en ”fane” for hver halvering af nodeværdien: Ottendedelsnoden har 1 fane, sekstendedelsnoden har 2 faner, toogtredivtedelsnoden har 3 faner, og så videre. Bemærk at man tit skriver nodeværdier med tal, f.eks. "8.-delsnode", "16.-delsnode" osv.

For 8.-dele og mindre noder (altså 16.-dele, 32.-dele osv.) bør det også bemærkes, at noderne både kan stå alene, eller bindes sammen med bjælker. Generelt binder man noder sammen, hvis de tilsammen har samme værdi som, eller har lavere værdi end, et pulsslag. I dette tilfælde er fjerdedelsnoden vores pulsnode (fordi taktarten er 4/4 - det sidste tal angiver pulsen). Som eksempel kan nævnes 4 16.-dele i takt 5. Da 4 16.-dele = 4/16 = 1/4, kan de 4 16.-dele bindes sammen, fordi de tilsammen udgør det samme som en pulsnode (en fjerdedelsnode). Da 16.-delsnoder har 2 faner, benyttes 2 bjælker. Takt 5 viser både sekstendedele stående hver for sig, og bundet sammen med bjælker (det er generelt mest korrekt at binde dem sammen).

På billederne er også indskrevet, hvordan man tæller noderne. Tallene 1-4 angiver pulsslagene, og i tredje takt ses det, at de passer henover fjerdedelsnoderne, fordi taktarten er 4/4. I samme takt er også skrevet ”&” ind i mellem fjerdedelene. &’erne bruges til at tælle ottendedele, som ses i takt 4. Det er dog værd at bemærke, at man stadig godt kan tælle i ottendedele, selvom man skal spille fjerdedele, som i takt 3. Hvis man gør det, ligger &-slagene imellem pulsslagene, og anslås ikke. Fjerdedelsnoderne har nemlig en varighed af en fjerdedel hver, svarende til 2 ottendedele, og de dækker derfor (i varighed) både pulsslagene og mellemrummene mellem dem (&-slagene). Forvirringen kan være stor, når man taler om at tælle noder, men det vil du vænne dig til, hvis du beskæftiger dig med noder jævnligt.

I takt 5 ses det, at 16.-dele tælles ved at tælle 8.-dele, med "så" imellem alle slagene. Man tæller altså 16.-dele ved at tælle "1 så & så 2 så & så 3 .." og så videre. At tælle på denne måde kræver meget træning at få helt styr på, og er især svært at gøre, samtidig med man spiller. Det er dog meget vigtigt at kunne, for at kunne forstå og spille trommerytmer og -øvelser. At kunne tælle mens man spiller giver også en dybere forståelse for, hvad man spiller.

Pauserne og deres værdier

Lige så vel som der findes toner og anslag i musik, findes der i ligeså høj grad stilhed. På trommesættet er en node dog blot et anslag. Selve lyden af trommerne i en komposition eller rytme er ikke afhængig af, hvor korte eller lange noderne er, da det meste slagtøj blot stopper med at lave lyd, så snart energien fra anslaget er forsvundet. Det er dog stadig vigtigt at kunne læse og forstå, hvor længe der er til det næste slag kommer. Derfor er pauser ligeså vigtige at kunne, som noder.

På billedet herover ses helnodepausen, halvnodepausen og fjerdedelspausen. Heldigvis fungerer pauser meget lig noder, på den måde, at i taktarten 4 fjerdedele (4/4) fylder en helnodepause det samme som en helnode – en hel takt. En fjerdedelspause fylder ligeledes det samme som en fjerdedelsnode, nemlig en fjerdedel, og så videre.

Ligesom med noderne tilføjes ottendedelspausen en fane for hver halvering af pausens værdi.

Som illustreret på billederne til højre ligner helnode-, og halvnodepauserne hinanden. En god huskeregel, som jeg selv bruger er denne:

Halvnodepausen kan stå selv, men helnodepausen er så tung, at den tipper ned og hænger fra linjen.

Helnodepause

Halvnodepause

Derudover husker jeg fjerdedelspausen som en vertikal krølle, og ottendedelspausen som et lille syvtal. Du kan også selv finde på huskeregler, hvis du hellere vil det!

​Fjerdedelspause 

​Ottendeedelspause

Sekstendels-pause

Jeg håber du fandt artiklen hjælpsom. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål, eller hvis du er interesseret i en gratis prøvelektion.

About the Author

Jeg er født i 1994 og har spillet på trommer siden 2002. Ved siden af min passion for især Rock og Metal, har jeg spillet i musicals, revyer, coverbands, partybands og improvisation, af ren interesse. I 2010 begyndte jeg ligeledes at spille guitar og interessere mig for musikteori. Jeg har med flere bands vundet konkurrencer og deltaget i Band-coaching forløb, hvilket har givet mig stærke kompetencer ikke kun indenfor musikalitet og musikalsk udtryk, men også inden for stage-performance, bandjura og intern kommunikation. Jeg har undervist privat i musik siden 2015.

Leave a Reply 0 comments

Leave a Reply: